ã
 
Torben Kock Østerby

1996 august

ISBN 87-988292-0-3

Bogen er anmeldt til Det Kongelige Bibliotek.

SOLVEJ SPIDSMUS FRA MIDDELFART.

Garnet fra Købmand Hansen

Solen skinnede. Det var sommer og meget varmt. På hovedgaden i Middelfart havde alle butikkerne sat varer ud på fortovet. Der var boder med grøntsager. Kasser med bøger og legetøj. Og en masse stativer med solbriller og sommertøj.

På det lille torv for enden af gaden var der blomstermarked, med potteplanter og afskårne blomster bundet op i store og små buketter. Det var så varmt, at blomsterhandleren måtte sprøjte blomsterne over med vand, for at de ikke skulle tørre helt ud. Men det gjorde bare, at der duftede endnu mere friskt og skønt på torvet denne sommerdag. Foran slikbutikken var der sat store rød- og hvidstribede parasoller op og under dem var der helt optaget af folk der spiste is og drak sodavand, mens de ventede. Der skulle være optræden med folkedansere. På en lille tribune i hjørnet af torvet havde fire spillemænd stillet op. To spillede violin, en klarinet og en på harmonika. Da de begyndte kom folkedanserne ind i en lang række. De havde flot tøj på fra gamle dage. Damerne i lange kjoler og mændene i flotte frakker og høj hat eller hue. De dansede rundt og rundt om springvandet midt på torvet. Kjolerne flagrede, træskoene trampede og alle blev helt svedt i varmen.

Lidt derfra, nede på Havnevej i nr. 7 sad gamle Ida Irvelyn i sin dagligstue. Der var åbent vindue og Ida Irvelyn kunne høre musikken fra torvet. – Det bankede på køkkendøren. Budet fra Købmand Hansen kom med varer. De var i en papkasse, som han bar ind på køkkenbordet. Hun havde bestilt det hele hos Købmanden tidligere på dagen. Øverst i papkassen lå en brun papirpakke med garnnøgler i. Det var forskellige rester som Købmand Hansen havde foræret Ida Irvelyn, og det var hun blevet meget glad for. Hun havde faktisk altid gang i strikkepindene og strikkede huer, vanter og sokker om vinteren. Lette bluser og hatte til oldebørnene om sommeren. Og ind imellem det, en masse forskellige ting. Håndklæder, karklude, grydelapper, æggevarmere, dækkeservietter og meget mere.

Hun glædede sig til at se på garnet i pakken, for der var lidt tomt i garnskuffen i den lille blå kommode der stor under vinduet ud mod havnen. Kommoden rummede for øvrigt mange sjove ting. I en skuffe var der små æsker med lynlåse, hægter og knappenåle. Og poser med knapper, vat, snore, sytråd og læderstrimler. I den tredje skuffe var der en rød æske med hvide prikker på. Den var fyldt med perler, pallietter, klistermærker og nogle små sjove plastikdyr som stammede fra bordbomberne nytårsaften. I en blå æske lå der nogle små fine sneglehuse, en tændstikæske med ravstykker i og en lille nøgen dukke med krop af stof og hoved, arme og ben af porcelæn. Ida Irvelyn var aldrig kommet i gang med at sy tøj til den, men det skulle nok komme en dag. Mellem papæskerne var der et roderum med glasset til en cykellygte, nøgler, lagkagelyseholdere og flag, et forstørrelsesglas, en lille brun plastikstok og en masse andre småting.

Men nu var købmandsvarerne altså kommet. Budet fik ti kroner i drikkepenge. Det dobbelte af hvad han plejede at få. Ida Irvelyn var jo blevet så glad for garnresterne, så hun syntes, at budet også skulle have lidt ekstra ud af turen. – I dagens anledning! – som hun sagde. Budet takkede og kørte videre med varer. Ida Irvelyn begyndte at sætte på plads. En pose ris blev fyldt over i risdåsen. Rugbrødet blev lagt i brødkassen. Æblerne kom i frugtkurven, kaffefiltrene i kaffefilterholderen på væggen ved komfuret og kaffen i kaffedåsen. Nu var der kun en ting tilbage. Garnet. Det lå i papirpakken med sejlgarn om og ventede. Ida Irvelyn tog pakken i den ene hånd og en kop kaffe i den anden og gik ind i stuen. Pakken blev åbnet forsigtigt, men købmanden havde bundet den alt for stramt sammen. Så med èt poppede alle garnnøglerne ud, så de fyldte hele bordet. Nogle af dem var gået op og blev filtret lidt sammen. Der var mange farver. Faktisk var der ikke to garnnøgler i helt den samme farve. – Det kan da i hvert fald blive til et kludetæppe -. tænkte Ida Irvelyn. – Eller en masse grydelapper eller æggevarmere eller halstørklæder og strømper i flere farver – . Der var allerede mange gode ideer om hvad der skulle blive ud af garnet.

To garnnøgler lå sammen med en elastik om. Det var et rødt og et gråt nøgle, sådan rigtigt vintersokkegarn. Nu var det altså ikke lige vinter, sne og kulde man tænkte på sådan en varm sommerdag, så det røde og grå garn kom nederst i garnskuffen. Nu var den også godt fyldt med garn igen. To garnnøgler kom ikke i skuffen, men op på kommoden. Et grønt og et hvidt. Strikkepindene kom frem og der blev ro i stuen. Gennem det åbne vindue strømmede en svag duft af tjære, tang og havluft og bankelyde. Og det velkendte – TUK TUK TUK TUK TUK – fra en af fiskekutterne blandede sig med radioens P3 og den knitrende lyd fra strikkepindene.

Næste dag hængte der fine nye grydelapper i køkkenet. Grønne og med hvide kanter. I løbet af et par dage var grønt og hvidt så brugt op og nye farver kom på strikkepindene. Det blev til en masse grydelapper de dage. De blev pakket to og to i små plastikposer som blev stablet sammen i den nederste skuffe i den lille blå kommode. Der ville de komme til at ligge et stykke tid. Ida Irvelyn havde nemlig tænkt sig, at det hele skulle gemmes til julebazaren i kirken. Det gjorde ikke noget at være lidt forud, med alt det hun havde tænkt sig, der skulle være færdigt til den bazar.

Slemme mus og søde mus

Solen kom længere ned i horisonten og om aftenen var solnedgangene blevet rødere dag for dag. Efteråret nærmede sig. Børnene i Middelfart var begyndt i skolen igen. Livet på hovedgaden fortsatte, men der var lidt færre varer ude på fortovet og der lå plastik parat til hvis det skulle blive regnvejr. Budet fra Købmand Hansen kom som sædvanligt hver uge. Engang imellem havde han flere garnrester med fra købmanden til Ida Irvelyn. Hun sad en formiddag ved kommoden med en kop kaffe. Der havde været et par dages pause med strikningen. Det småregnede lidt og der var ikke noget liv på havnen. Lystbådene var lagt op og turisterne var væk. Ja selv Ishuset var væk. Det var blevet revet ned og i stedet skulle der bygges en helt ny kiosk, længere nede på havnen ved roklubben. Posten havde allerede været forbi for at høre hvordan det gik. Han havde ikke noget post med. Ikke engang reklamer. Godt det samme.

Ida Irvelyn vidste ikke rigtigt hvad hun skulle lave. Dagen var begyndt helt forkert. Fru Petersen fra nr. 11 skulle have været ind til en kop kaffe om formiddagen, men hun havde kun lige været inde i to minutter. – Det må blive en anden dag – havde hun sagt. Fru Petersen var nødt til at besøge sin søster i Nørre-Åby. Det var helt tosset. Søsteren havde fået nogle rigtig slemme mus i spisekammeret. Der var bidt hul på alle poserne og der var mel og gryn over det hele. Fru Pedersens søster var meget bange for mus og i øvrigt var der ikke en eneste butik i Nørre-Åby der havde musefælder tilbage. Så nu måtte fru Petersen altså købe nogle i Middelfart og tage til Nørre-Åby med dem.

Ida Irvelyn begyndte at rydde lidt op i kommoden. Nede bagest i garnskuffen lå det røde og grå vintersokkegarn fra den allerførste pakke garn fra Købmand Hansen. Det garn havde Ida Irvelyn næsten helt glemt, men lige da hun så det, fik hun en god ide. Nu skulle der strikkes mus. Altså søde mus som man ikke kan blive bange for. Ikke engang fru Petersens søster. Det skulle være rigtige julemus med røde huer på. Og så knitrede strikkepindene. Først musekroppe af det grå garn. Det blev til tre mus i denne omgang. Og så en rød hue og et lille halstørklæde til hver mus. I den røde papæske med hvide prikker fandt Ida Irvelyn pallietter til øjne. En sejlgarnsstump blev til knurhår og af et stykke hvidt filt blev der klippet store fine fortænder. To tænder til hver mus. Så kom der fødder på af sort garn og kvaster til huerne af hvidt garn.

Musene blev stoppet ud med papirkugler. To i hver mus. En til hovedet og en større en til kroppen. Og til aller sidst kom halerne på, og de var lavet af sorte læderstrimler og sådan kom Solvej, Birger og Brian Spidsmus til verden, en kedelig regnvejrsdag om efteråret, på Havnevej nr. 7, i Middelfart. Den ene mus fik den lille brune plastikstok, fra roderummet i den ene kommodeskuffe, over armen. Det var Solvej. Og så var de tre mus helt færdige. Lige parate til, at blive solgt i strikkeboden på julebazaren i kirken. Eller måske ville de blive sat som gevinster i tombolaen. Der var sikkert mange, der ville købe lodder for at vinde de tre søde julemus, selv om de alligevel så lidt frække ud.

Marys kage og katastrofen på busturen.

Det var blevet vinter og allerede tidligt i december var det rigtigt koldt. Med gråvejr og slud. Ida Irvelyn havde taget sit store hæklede sjal i brug for længst. Hun kiggede ud over havnen og skuttede sig. Lystbådene var for længst løftet op på deres træstativer og havde fået store presenninger over, for at beskytte mod is og sne. Nu stod de der på havnen og lignede store grå elefanter, bortset fra at de hverken havde ører, haler eller snabler. Skibsmasterne var taget af og lå i sikkerhed på lange hylder i det røde træhus for enden af Havnevej.

Der var basar i kirken. Købmand Hansens kone skulle komme forbi og hente Ida Irvelyn og fru Petersen og alle grydelapperne, æggevarmerne, halstørklæderne og kludetæpperne og selvfølgelig de tre julemus. Alt det som var blevet til ved den lille blå kommode. Fru Hansen skulle komme klokken ni, men allerede kvart over otte bankede det på døren. Det var fru Petersen. Det så ikke ud som om hun glædede sig til basaren. Mon hun var ked af, at skulle af med alt det hun havde lavet til basaren.? – Det er ikke det!! – sagde fru Petersen. Og så forklarede hun, at hun slet ikke kunne komme med. – Jamen ihh dog. Slet ikke med. – Ida Irvelyn blev helt bekymret. – Er du syg, fru Petersen? Eller har du vand i kælderen? –

Nej, ingen af delene, men den var gal ude hos søsteren i Nørre-Åby. Der var mus i alle fælderne, så fru Petersen måtte straks derud for at hjælpe hende. Hendes søster var stadigvæk så bange for mus, at hun næsten ikke turde se på dem, selv om de var døde. Ida Irvelyn kunne næsten ikke lade være med at grine lidt af fru Petersens søster, men hun sagde ikke noget. Derimod stak hun hånden ned i sin store taske og trak en pose op. – Tag de tre julemus med ud til din søster. De er søde, selv om de ser lidt frække ud. De hører sammen, for de er strikket af samme garnnøgle. De kan stå fint til pynt under juletræet og dem behøver hun i hvert tilfælde ikke at være bange for -. Det syntes fru Petersen var en rigtig god ide, så hun kom posen med mus i frakkelommen og gik ned til banegården. Bussen til Nørre-Åby gik snart. Ida Irvelyn havde fået alle fru Petersens ting til basaren, så hun kunne tage dem med, når nu fru Petersen nu ikke selv kunne komme.

Siden fru Petersen altså ikke kunne komme til basaren, ville hun i stedet stikke forbi Mary i Kauslunde. Så kunne hun aflevere den julekage hun havde lovet at bage for hende. Det var godt nok noget underligt noget, for Mary bagte ellers altid selv julekager, så vidt fru Petersen vidste, men hun elskede selv at bage kager, så selvfølgelig havde hun bagt for veninden. Bussen stoppede ved Kauslunde og fru Petersen gik rask til, det sidste stykke så kagen kunne blive afleveret. Mary havde kaffe på kanden. Og da bussen kun gik en gang i timen, kunne fru Petersen godt nå en kop, før hun skulle afsted igen. Så kunne Mary også lige høre det sidste sladder nede fra Middelfart. For ikke at tale om historien om musene i spisekammeret. Da kaffen var drukket, det var jo blevet til mere end én kop, tog fru Petersen overtøjet på igen og skyndte sig til stoppestedet oppe på hovedvejen.

Det var koldt og blæsende og sneede endda en lille smule. Bussen var forsinket. Men endelig kom den og fru Petersen steg på. – – – Så skete katastrofen! Posen med de tre mus til søsteren faldt ud af frakkelommen og lige ned ved forhjulet. Bussen begyndte at køre. Posen var lige ved at blive ramt. Men et vindstød blæste den under bussen og helt ud på den anden side. Og lige ud på midten af vejen. Musene trimlede rundt i posen og lige før den blev ramt af en modkørende bil kom der igen et kraftigt vindstød. Det blæste posen helt over asfalt og cykelsti og grøftekant og lidt ned af markvejen, til en stor flot bondegård.

De farlige hunde og katten Ib

Nu var det altså for meget. Solvej og hendes brødre var godt fortumlede. De blev enige om, at de måtte komme ud af den dumme pose, inden de blev blæst langt ud over markerne. Men de kom ikke ud, før de hørte noget der larmede ganske voldsomt. Det var morbror Poul på den største af gårdens traktorer. Han stoppede lige foran posen, som lå i lyset fra traktorens store runde lygter. Men han så den ikke. Han var bare standset for at se om der var nogen reklamer i røret ved siden af indkørslen. Det var der ikke. Han satte sig op i traktoren igen og for at køre ind på gården. Der boede han sammen med sin søster Else og hendes mand Jørgen. Han gassede op, men lige da han skulle til at køre, så han heldigvis posen alligevel. Han steg ned igen, samlede posen op og tog den med op i traktoren hvor han lagde den under sædet. Han havde ikke kikket i den, for det var så koldt og da han nåede gårdspladsen glemte han den og skyndte sig ind i varmen til en stor ostemad med syltetøj på.

Og der lå Solvej, Birger og Brian så. Udenfor i kulden under sædet. Da der havde været stille et stykke tid og musene kun kunne høre vinden der susede i de store poppeltræer ved indkørslen til gårdspladsen, krøb de ud af posen. De ville skynde sig at finde et varmere sted. For alle tre frøs, så tænderne klaprede. Det var ikke spor rart for sådan nogle små julemus. De havde været vant til at bo godt og varmt hos Ida Irvelyn.

Da alle tre var kommet ud sprang Birger og Brian ned fra traktoren. De råbte til Solvej, at der var fri bane og så pilede de afsted over mod kostalden. Ind af en sprække i døren, op af trappen til loftet og ind mellem to halmballer. Og der sad de så og klaprede tænder og forsøgte at få varmen igen. Men hvor var Solvej? Birger og Brian kikkede på hinanden. – Altså piger -. – Hun skal vel lige se om der er godt nok til hende her – . Birger og Brian gav sig til at vente.

Men Solvej kom ikke. Hun var godt nok kommet ned fra traktoren, men lige da hun skulle til at løbe efter sine brødre, kom en stor sort hund ud af porten mellem kostalden og stuehuset. Solvejs hjerte bankede så hun var lige ved at få hikke. Det fik hun altid når hun var rigtigt bange. Så kom den anden af hundene på gården også ud. Den sjoskede lige over mod traktoren hvor Solvej gemte sig ved baghjulet. Da den var helt tæt på kom Solvej med et højt – HIK – . Men hunden hørte det heldigvis ikke. For i det samme slog et vindstød gennem gården og væltede nogle brædder der stor lænet op ad væggen for enden af staldbygningen. Det gav et ordentligt brag, som overdøvede Solvejs hik. Begge hundene løb over til brædderne og viste tænder og gøede: – Der er fremmede på gården. Måske endda tyveknægte. Vi skal gi’ dem ska’ vi -.

Mens hundene blev ved med at gø af brædderne, spænede Solvej alt hvad hun kunne. Samme vej som Birger og Brian. Men inden hun nåede kostalden, fik hundene øje på hende. – Nå så det var hende der -. De spænede efter Solvej. Nu vidste hun ikke hvad hun skulle gøre. Hun vendte om og løb tilbage mod traktoren, men lige ud for bryggerset, så hun en lysstråle under en dør. Hun drejede af, pilede hen til døren, ind under den og i sikkerhed. – Hunde kan heldigvis ikke åbne døre – tænkte Solvej, mens hun skiftevis pustede og hikkede. Men hundene var rasende og gøede og larmede og hoppede op ad døren i bar arrigskab. Pludselig fik den største af hundene poten på håndtaget, så døren sprang op med et ordentligt brag. Nu skulle de nok få fat i den frække mus. Men Solvej var væk. Hundene gøede og for rundt inde i bryggerset for at finde Solvej. Både en stabel med gamle aviser og tøjstativet væltede. Så kom Else farende ud af køkkenet.

– HVAD LAVER I? ER I RIGTIG KLOGE? HOLD SÅ MUND!.

DER ER JO INGEN! KAN I SÅ KOMME UD I GÅRDEN IGEN!. –

Hundene holdt op med at gø og luskede ud på gårdspladsen. Men de kunne ikke forstå, at Else skældte ud når de var lige ved at fange den farlige mus, der var rendt ind i huset. Der blev ganske stille igen, men hvor var Solvej? Jo, hun havde da bare gemt sig i morbror Pouls ene gummistøvle. Nu sad hun inde i den og kunne høre, at hundene gik rundt i gruset og sneen udenfor på gårdspladsen og at menneskene var i køkkenet, lige inde ved siden af hvor hun var. Hun spekulerede på hvor Birger og Brian var henne, men hun håbede, at de var i sikkerhed ovre i kostalden. Solvej ville hvile sig lidt, før hun fandt et bedre sted at gemme sig, end i støvlen. Men trætheden overvældede hende og hun faldt snart i dyb søvn. Hundene blev lukket ind lidt senere og de lagde sig også til ro. De havde allerede glemt Solvej. Køerne stod roligt ude i stalden og Birger og Brian sov på loftet ovenover. Alt var stille. Bortset fra vindens susen i poppeltræerne.

Lejligheden i køkkenskabet

Solvej Spidsmus sov dejligt i gummistøvlen hele natten. Hun vågnede først da morbror Poul stod op for at malke køerne. Solvej nåede lige ud af støvlen, inden han kom ud i bryggerset. Hun gemte sig under kokskassen og det var godt, for huskatten Ib var smuttet med ud. Den luskede lidt rundt i bryggerset og kom også helt tæt på kokskassen, men den kunne ikke lugte Solvej. For den var blevet rigtigt godt forkølet i det kedelige vintervejr, der havde været på det sidste. Ib gik op på loftet for at sove videre. Katte elsker at sove længe og Ib vidste, at det ikke er til at få fred nedenunder. Derfor gik han altid op på loftet om morgenen. I øvrigt gad han overhovedet ikke at fange mus, så længe han fik sin gode mad i køkkenet.

Men Solvej åndede lettet op, for katte er ellers lumske og farlige. Især overfor mus. Hun kunne jo ikke vide at Ib var lidt speciel. Hun kunne høre, at Else og Jørgen også var stået op. Der blev dækket morgenbord i køkkenet. Det hele kom frem. Franskbrød, rugbrød, ymer, cornflakes, smør, syltetøj, ost og pålægschokolade. Jørgen ville ud i mælkerummet, for at hente en kande mælk. Samtidig lukkede han hundene ud. Som sædvanlig begyndte de dagen med at gø. For en sikkerheds skyld, og helst meget højt. Og som sædvanlig slog Else køkkenvinduet op, morbror Poul kom ud af stalden og Jørgen ud af mælkerummet, og så råbte de alle tre i kor:

– HOLD SÅ MUND! – .

Da kaffen var færdig, spiste de alle sammen morgenmad. Også Solvej. Hun var smuttet ind i køkkenet uden at blive set og nu sad hun på en hylde i køkkenskabet. Der havde hun fundet en sukkerknald som hun suttede på mens menneskene sad og snakkede om hvad der skulle ske den dag. Else smurte et stykke franskbrød, og sukkede. – Mary fra Kauslunde har altså lige ringet. Hun kommer i eftermiddag. Hun sagde, at vi skulle smage hendes julekage -. – Åhh nej!! – sagde Jørgen. – Hendes kager er altid så skrækkeligt tørre og kedelige -. – Ja, så må du altså også bage noget – sagde morbror Poul. – Der skal da være noget godt til kaffen. Jeg skal i hvert tilfælde ikke nyde noget. Den sidste kage Mary havde med her over var da en gru. Den var så tør, at jeg hostede og hikkede. Det var lige før mælken blev til flødeskum, da jeg var ude og malke køerne bag efter-. Else mumlede noget, med franskbrød i munden. Men hverken Solvej eller de to mænd kunne høre hun sagde, at der selvfølgelig nok skulle blive bagt det der plejer at blive bagt til eftermiddagskaffen på gården. Else kendte nemlig også godt Marys kager.

Solvej spekulerede på, om der kunne være tale om den samme Mary som hun og Birger og Brian havde været ovre hos dagen før, sammen med fru Petersen. Men det kunne det jo ikke være. For hun havde jo netop ikke bagt nogen julekage i år. Og det var jo derfor fru Petersen havde èn med til hende. Nej det kunne ikke være den Mary. Og selv i en lille by som Kauslunde, kan der vel også godt være mere end en, der hedder Mary.

Der blev ryddet af efter morgenmaden. Mændene var gået ud for at arbejde i stalden og Else tog mel, gær, mælk, rosiner, smør og bagepapir frem. Ovnen blev tændt og der blev rørt og æltet og snart duftede der brunt og brændt af franskbrød, boller og kager. Der var røget nogle rosiner og små dejklatter ned på gulvet foran køkkenskabet, hvor Solvej sad og gemte sig. Når Else vendte ryggen til for at komme et nyt fad i ovnen, sprang Solvej ned og snuppede noget. Så hun sad i køkkenskabet og guffede rigtigt i sig. Snart var alt bagværket færdigt og stod til afkøling med viskestykker over.

Senere på dagen, efter frokost, tog alle på gården sig en middagslur. Selv hundene lå og snorkede i deres kurve ude i entreen. Katten Ib lå stadig oppe på loftet. Den var jo faktisk slet ikke stået op endnu. Solvej sad i køkkenskabet og var også lidt søvnig, og nu ville hun såmænd også have sig en lur. Men så puslede det ved lågen ind til køkkenskabet. Det var Birger og Brian. – Puuh, hvor I lugter af ko – sagde Solvej. – Og hvad så? – sagde de to brødre i munden på hinanden. – Gi’r du ikke noget. Her lugter jo smadder lækkert af kager og alt muligt -. Birger og Brian fik nogle dejklatter og så guffede de i sig. – Kommer du ikke over i stalden og bor. Der er meget sjovere end her – .

– Og vi kan da bare rende herover efter forsyninger af dejklatter, når konen igen har bagt -. – Konen hedder altså Else – sagde Solvej fornærmet. – Og jeg vil aldeles ikke lugte af ko. I stinker jo -. – Jamen, så slipper du jo for de der farlige hunde – sagde Brian. Men Solvej ville ikke med. Og hverken katten eller hundene var særligt farlige. De ville såmænd nok aldrig opdage hende, så dumme som de var. Solvej syntes alt i alt, at det var helt rart, at bo i sin lille lejlighed i køkkenskabet. Så kunne de jo bare besøge hinanden en gang imellem.

Der blev guffet et par rosiner og lidt flere dejklatter, inden Birger og Brian smuttede afsted igen. – Hej med dig Solvej. Vi ses vel snart igen -. – Ja ja, hej med jer – hviskede Solvej som allerede havde vænnet sig til, at man skal være en stille mus, hvis man skal være en køkkenmus. Da Birger og Brian var gået blev der stille igen. Så lagde Solvej sig i en grydeske og tog sig en middagslur ligesom de andre i huset.

Den løgnagtige Mary og kagen.

Solvej vågnede med et sæt, da hundene begyndte at gø og larme igen. Else, Jørgen og morbror Poul var oppe og de råbte alle tre

– HOLD SÅ MUND! –

Men hundene blev ved med at gø, for denne gang vár der faktisk nogen på gårdspladsen. Det var en dame på en gammel sort bedstemorcykel, med taske på bagagebæreren og poser i kurven på styret. Else åbnede køkkendøren. – Dav Mary, og velkommen til -. – Tak, tak -. Mary rakte Else en pose og gik ud til cyklen for at hente resten af tingene. – Nej, det er som syv !. – tænkte Solvej. Det vár jo den Mary som hun havde været hos ovre i Kauslunde. Der blev pakket ud og nu kunne Solvej også se den kage som Mary havde med. – Det er altså årets julekage -. Else syntes kagen var meget flottere, end de kager Mary havde haft med de andre år. Mary sagde at det nok var fordi hun havde brugt en helt ny opskrift i år. – Nej, hvor er hun da altså fræk – tænkte Solvej. Det var jo fru Petersens kage. Mary løj og det skulle hun i hvert tilfælde ikke slippe godt fra. Koste hvad det ville.

Solvej så sig om i køkkenskabet. Der var tallerkener, et par kopper, gamle grydeskeer, en røremaskine, en pose sugerør, et salt- og pebersæt og … Næ, stop lige. Dér var noget Solvej kunne bruge. Nu skulle det gå hurtigt. Salt- og peberbøsserne blev væltet, så salt og peber begyndte at drysse ud på hylden i køkkenskabet. Solvej bed hul på midten af et sugerør og holdt det, så der kom salt og peber ind i midten af røret. Da der ikke kunne være mere satte hun en dejklat over hullet. Hun puttede også en klat ind i hver ende af sugerøret, for at det hele ikke skulle rende ud. – Så er det nu eller aldrig -. Hun tog sugerøret i munden og kravlede op på køkkenbordet da alle var gået ind i dagligstuen for at dække kaffebordet færdigt. Solvej tog dejklatten i den ene ende af og holdt sugerøret så salt og peber dryssede ned over julekagen.

Men da røret var næsten tomt stak to sorte hundesnuder op over kanten på den ene side af bordet. Og på den anden side af bordet stod katten oppe på slagbænken. Den stirrede lige på Solvej som blev helt stiv af skræk. Hun skulle lige til at begynde at hikke, som hun plejer når hun bliver forskrækket. Men så flåede hun de to sidste dejklatter af sugerøret, tog en dyb indånding, satte munden over hullet midt på røret og pustede alt hvad hun kunne. Salt og peber fløj ud i luften. Lige ud i hovedet på katten på den ene side af bordet og hundenæserne på den anden side. Og så begyndte de at sprutte og nyse og pive og pruste med salt og peber hvirvlede rundt i luften. Solvej holdt vejret for ikke selv, at få noget i næsen. Så spænede hun hen ad køkkenbordet. Ned på hylden i køkkenskabet. Og ind i den aller bageste krog, bag røremaskinen. Else og Mary kom farende. De troede at hundene og katten var oppe at slås og alle tre blev jaget ud af køkkenet. Sikken en ballade.

– KAN I SÅ SE AT KOMME UD FØR I FÅR ØDELAGT DEN FINE JULEKAGE! -.

Else smækkede køkkendøren i efter hundene og katten. Så tog hun julekagen og gik ind til bordet sammen med Mary. Der sad Jørgen og morbror Poul der mistrøstigt ventede på Marys skrækkelige julekage. Men da de så den blev de helt overraskede. – Nej hvor ser den lækker ud – tænkte de begge to. – Mary har måske oppet sig i år -. Den så jo næsten lige så flot ud som Elses julekager og den så heller ikke spor tør ud.

Alle fire tog et stort stykke kage hver. Men det var jo forfærdeligt. – SPYT – SPYT – SPYT og SPYT -. – Føj for Søren. Den smager jo som sod og savsmuld – fnyste Jørgen. Morbror Poul blev helt rød i hovedet og spilede kinderne ud. Det så ud som om han skulle til at sprænge i luften. Else begyndte at hoste og Mary spyttede et stykke kage lige ned i sin kaffekop så det sprøjtede til alle sider. Og så begyndte de alle fire at nyse. Lige som katten og hundene stadigvæk gjorde udenfor. Siden det kaffebord kom Mary aldrig med kager mere. Hun spiste aldrig kager mere. Og hun snakkede aldrig om kager mere.

Om aftenen besøgte Solvej brødrene på høloftet ovre i stalden. Hun fortalte dem hele historien og de grinede og fniste alle tre. Køerne neden under høloftet troede, at der var kommet nisser på gården igen. De kunne jo ikke vide, at det bare var Solvej og Birger og Brian der lavede larmen. Men næste dag fik køerne historien fra en høne som havde siddet og lyttet til musene oppe på loftet. Kaglende og klukkende fortalte den om hundene og katten der sloges, de fire saltede julekager og de otte væltede kaffekopper. Køerne syntes det var en morsom historie. Også selv om de nok vidste, at hønen nok overdrev lidt. Sådan var det nemlig tit med de høns.

SOLVEJ TAGER TIL KØBENHAVN

Larmen og den frosne persille

Det havde lige været juleaften. – I regnvejr. Og nytårsaften. – I regnvejr. Det gjorde nu ikke noget, for begge dage havde været hyggelige alligevel. Men der var noget mærkeligt ved julen på gården. Der havde ikke været nogen nisser. På selve juleaften kom gårdens nisse godt nok og spiste sin julegrød. Men han tog afsted igen, tidligt julemorgen før mennesker og dyr var stået op. Kun Solvej var vågnet. Hun nåede lige at spørge ham om, hvorfor han ikke ville bo på gården længere. – HA, jeg kan godt høre, at du ikke har boet her særligt længe. – sagde nissen. – Har du ikke lagt mærke til hvordan menneskene på gården altid råber? -. – Og den traktor de kører rundt med hver dag? – Jo -. – Og mælkebilen? – Jo. – svarede Solvej igen. – Og hvad med hundene der gør og larmer op, hver gang de hører den mindste knirken? – Ja, ja -. Og så Ib den vigtigper, som nu kalder sig for “huskat”. Det er da næsten ikke til at holde ud vel? -. – Jo, jo, ..jeg mener nej, nej – sagde Solvej lidt skræmt.

Nissen forklarede, at han godt kunne tale med både hundene og katten, dengang han boede på gården. Men nu luskede katten rundt og var storsnudet. Bare fordi den havde fået lov til, at bo inde i stuehuset, i stedet for ude i stalden. Og hundene var altså blevet helt skøre. Jørgen havde en dag glemt hvor han havde lagt sine briller. Han sagde for sjov til Else, at det nok var spøgelset, der havde gemt dem. Det hørte hundene og derfor var de begyndt at gø af alting. – Jørgen fandt for øvrigt brillerne i strømpeskuffen, hvor jeg havde lagt dem – sagde nissen og grinede. Og så gik han. Solvej kunne alligevel ikke rigtigt forstå, hvorfor nissen var flyttet. Men i løbet af de kommende uger fik hun en ide om hvorfor.

Som januar skred frem, blev vejret koldere og mere råt. Vinden slog flere gange om i nordøst. Så knirkede og klaprede det altid lidt mere på gården og hver gang det skete, gøede hundene mere end ellers. Det endte altid med, at alle råbte af hundene: Men det hjalp ikke længere. Og nogen gange gøede de bare endnu mere, når der blev råbt ad dem. Det endte tit med, at de alle sammen larmede så meget, at Solvej løb ud i køkkenhaven. Der rodede hun i sneen for at finde nogle totter persille, som hun så stoppede i ørerne, for at dæmpe larmen lidt.

En morgen vågnede Solvej, fordi hundene gøede og menneskene råbte meget højt da mælkebilen kom. Så pilede hun igen ud efter persilletotter. Men det var hårdt frostvejr og persillen var helt stivfrossen. Umulig at bruge som ørepropper. Så løb Solvej op til sine brødre på loftet over kørene. Men der var den også gal. Morbror Poul var kommet lidt for sent op den dag, så nu brølede køerne, fordi de ikke blev malket til tiden. Så forstod Solvej, hvorfor at nissen var flyttet. Det var selvfølgelig på grund af larmen. Hun talte med Birger og Brian om det. De syntes ikke det var så galt og normalt var der faktisk også lidt mere stille i stalden hvor de boede. De foreslog at Solvej også kom op og boede på loftet, men det ville hun altså ikke.

Alt det støv og så køerne nedenunder. – Nej, de lugter altså for slemt, så nu … nu … ja, nu flytter jeg til København. Solvej havde hørt menneskene tale om København juleaften. Birger om Brian kikkede på hinanden med bekymrede miner og Solvej kunne se, at de tænkte, at nu var hun også blevet skør.

– Altså lille frøken Solvej Spidsmus – sagde Birger, med den allersom mest alvorlige mine. – Sådan en provinsmus som dig, kan da ikke holde ud, at bo i fugtige skralderum og kældre, sådan som bymus gør! – Nej, du bliver bare bange for alle de biler og cykler og rulleskøjter der drøner rundt i sådan en by – sagde Brian, mens han fægtede med armene og rullede med øjnene, for at Solvej skulle blive rigtigt bange. Men det blev hun slet ikke. Hun huskede brødrene på den lille pige, der havde været på gården i julen. Hun var 6 år og hed Fie og det var faktisk hendes oldemor, Ida Irvelyn fra Middelfart, der havde strikket Solvej og hendes brødre. Og det var netop Fie, som Solvej havde tænkt sig, at flytte hjem til. Birger og Brian kunne godt høre, at der ikke var noget at gøre. De kendte Solvej og vidste hvor stædig hun kunne være. Som Solvej sagde, sådan blev det. Birger spurgte, om der så var noget de kunne hjælpe hende med. Og dét var der. De skulle hjælpe hende med, at blive pakket ind som gave. – Som gave. Du er da ikke rigtigt klog!. Hvem vil du så forære dig selv til? Så skal du måske også have rødt gavebånd om næsen?. –

Solvejs plan og en togtur.

Solvej syntes slet ikke, at hendes brødre var særligt morsomme. Men hun måtte altså have dem til at hjælpe sig. Da Solvej havde forklaret planen, forstod de det hele meget bedre. Birger havde set, at der lå en gaveæske og noget gavepapir, der var røget ved siden af, ude ved skraldespanden. Det kunne nok godt bruges. Han hentede begge dele med det samme og begyndte at glatte papiret ud. Det var faktisk et ganske stort stykke, så det var lidt svært at bakse med.

Solvej og Brian begyndte at lede efter de andre ting, som Solvej havde sagt hun ville have med på turen til København. Da de havde fundet det hele, gav de tre mus hinanden nogle ordentlige knus til farvel. Og så blev Solvej pakket ind. Inde fra æsken prikkede Solvej åndehuller i pap og papir med sin spadserestok. Ud over stokken, havde Solvej også fået en stor tændstikæske med. I den var der lagt et godt lille stykke ost, fire valnødder, to pebernødder og en hul hasselnød med lidt saftevand i. Birger havde gnavet en tændstik til, så den passede som prop. Saftevandet skulle jo ikke så gerne løbe ud.

Men hvordan skulle de nu få sendt pakken over til Fie i København? Det havde de jo slet ikke snakket om. – Med postbudet selvfølgelig – lød det inde fra pakken. Solvej havde hørt, at der skulle sendes en pakke med legetøj over til Fie. Der var faktisk en hel lille papkasse fuld af legetøj som Fie havde glemt. – I må få mig ned i den papkasse – Solvej kommanderede inde fra pakken og Birger og Brian asede og masede med, i første omgang, at få pakken ned fra halmloftet. De havde været nødt til, at pakke Solvej ind deroppe på loftet, fordi papiret havde knitret sådan, at de var bange for at blive opdaget hvis de havde gjort det andre steder. Køerne blev helt stille og gloede, da de to mus kom slæbende forbi dem med pakken.

– Øhh, goddag fru ko – sagde Brian – vi … øhh … vi har lige fundet en vigtig pakke, som vi må over i bryggerset med. Farvel og tak for i dag, sig det ikke til nogen. Øhh… det er ikke noget særligt, bare en lille nipsting – . – Jeg skal gi’ dig nipsting – hviskede Solvej meget lavt, for at køerne ikke skulle blive bange. Der havde jo engang været tale om spøgelser på gården, så hvad kunne de ikke få ud af en talende julegave?

– Kan I så bare se, at hjælpe mig over i bryggerset og op i den papkasse. Posten kommer snart og tager det hele med. – Birger og Brian fik pakken uset over gårdspladsen og ind i bryggerset. Men der var ingen papkasser at se. – Den er her altså ikke Solvej – hviskede Brian. – Vel er den så. Kik op i luften i stedet for bare at stirre lige ud over din egen snude. Den står på den gamle mælkejunge, – under trappen op til loftet. – Solvej var egentlig lidt ked af, at skulle kommandere sådan, når hendes brødre hjalp hende. Men postbudet kom altså snart.

Der stod kassen sandelig. Oppe på mælkejungen. Men hvordan i alverden skulle de to mus få pakken med Solvej i, så højt op. Der skulle jo mindst tolv mus, på skuldrene af hinanden, bare få at nå kanten. – Det her går altså ikke – sagde Birger og Brian i munden på hinanden. Inde i pakken tænkte Solvej så det knagede.- Jo, det var da klart. De måtte bære hende op af trappen. Trin for trin, indtil de var lige over papkassen. Og så måtte de sænke hende ned i den.

Det ville de prøve. Der lå en sok nedenfor trappen. Den gnavede de hul i og trak en tråd fri. Da den var lang nok, bed de den over og så havde de et godt tov til at sænke Solvej ned i kassen med. Birger løb op med tovet. Syvende trin var lige over papkassen. Det blev et værre mas, men til sidst havde de så også fået bakset pakken med Solvej i helt op. Garntråden blev bundet i pakken. Nu skulle Solvej hejses ned. De fik pakken ud over kanten på trappetrinet, men Solvej var for tung. – Vi kan ikke holde hende – peb Birger. Brian viklede enden af garntråden om en gammel skruetrækker der lå nede på femte trin. Og der hængte Solvej og dinglede frem og tilbage, over papkassen med legetøjet. Hendes ene arm var ved, at blive mast af en valnød i pakken. Det var en, der ikke var blevet plads til i tændstikæsken. Så fik hun en god ide. Hun brækkede nødden op og tog den ene skal på som styrthjelm.

– Bid bare snoren over. Så dumper jeg jo lige ned i kassen – hviskede Solvej inde fra pakken. – Nej, nej, ! … Så slår du dig jo halvt fordærvet – . Brian blev helt hvid om snuden af skræk. – Sludder. Jeg har nemlig taget styrthjelm på – råbte Solvej tilbage. Men de nåede det slet ikke. Det havde været så hektisk, at de helt havde glemt at hviske. Huskatten Ib havde hørt dem og selv om den egentlig ikke gad, ville den nu alligevel se, hvad der foregik på trappen. Den havde som sædvanlig været oppe på loftet for at sove og nu stod den altså øverst på trappen og kikkede lige ned på Birger og Brian og pakken der hang og dinglede i snoren. Det var egentlig lige meget med musene, men pakken i garntråden. Nej det var for meget, selv for Ib. Katte elsker at daske til noget der bevæger sig. Birger og Brian spænede ned af trappen, men dem var Ib jo lige glad med. Han fór ned på syvende trin, stak en pote ud under trappetrinet og slog til pakken.

Den dinglede frem og tilbage og da Solvej og nødder og saftevand var lidt tungere end skruetrækkeren i den anden ende, røg Solvej ned og skruetrækkeren op. Den ramte katten lige på halen og derefter endte den også i legetøjskassen. Ib hvæsede og ragede ned mod papkassen, men han kunne ikke nå. Birger og Brian gemte sig nedenfor under kokskassen. Solvej lå helt stille inde i pakken. Ib slikkede den ene pote og lod som ingenting og da der ikke skete mere, luskede han op på loftet igen, for at sove videre.

Birger og Brian sneg sig ud fra deres skjul og hviskede så højt de turde – Lever du endnu Solvej -. Birger begyndte at pive og Brian blev helt varm om snuden. Men så puslede det i kassen. – Hold dog op med det flæberi – . Selvfølgelig levede Solvej. Styrtet havde bare gjort hende lidt fortumlet. Brødrene løb op på femte trin af trappen og så hviskede de farvel og ønskede Solvej lykke på rejsen. Så skyndte de sig væk. Nicolai-Post var lige kommet og hundene gøede igen.

– Godt jeg snart er ovre hos den søde pige i København – tænkte Solvej. Men hun blev også lidt vemodig, for hun ville jo nok komme til at savne Birger og Brian. Så gik døren til bryggerset op.

– Her Nicolai. Du skal lige have den her kasse med, jeg skal bare lige lukke den og sætte adresseseddel på -. Else lagde ikke mærke til skruetrækkeren og pakken med Solvej.

Posten kørte til Middelfart station hvor sække med breve og store og små pakker kom på toget. Solvej kunne høre folk der råbte farvel til hinanden, døre der smækkede og fløjten da togkonduktøren fløjtede til afgang. Toget satte i gang med et ryk. Det skreg fra hjulene da toget kørte fra perronen. Snart var det oppe i fart og så gik det med fuld drøn mod København. Det var en lang rejse. Solvej gjorde sig det behageligt inde i pakken. Hun var blevet lidt sulten og spiste en halv nød og drak lidt saftevand fra den udhulede nød. Toget nåede Nyborg og skulle om bord på færgen. Der var flere nye lyde Solvej ikke kendte, men snart var færgen ude på Storebælt. Farvandet var roligt og færgen duvede stille på vej over bæltet. Ja, det vuggede faktisk så blidt, at Solvej faldt i søvn. Hun mærkede slet ikke da færgen lagde til i Korsør og toget kørte fra borde. Hun vågnede først på da toget rullede langsomt ind på Københavns Hovedbanegård og folk i toget skramlede med kufferter og barnevogne. Den vogn Solvej var i, blev rangeret over til Postterminalen for at blive tømt, så breve og pakker kunne komme videre.

Der blev heldigvis ikke bakset ret meget med papkassen som Solvej lå i og snart hørte hun en lyd hun spændt havde ventet på. Hun vidste nemlig, at Fie boede på noget der hed fjerde sal. Solvej havde regnet ud, at det mindst måtte være fyrre trappetrin oppe. Hun ville tælle efter når postbudet trampede op med pakken. Postbudet cyklede gennem Københavns gader. Endelig kom de til Fies opgang og så begyndte det at gå opad. Solvej talte og nåede til tyve, tredive, halvtreds, halvfjerds, firs … ja, helt op til fireogfirs trappetrin før postbudet stoppede. Tænk så højt var der altså op til fjerde sal.

Solvej’s nye lejlighed og sommerferieplanerne.

Fies mor lukkede op. – Goddag, vil de være så venlig, at kvittere – sagde postbudet. Der blev kvitteret for pakken. Posten gik igen og Fies mor kaldte. Pakken var jo til Fie. – Tænk du havde glemt så meget legetøj ovre på gården – . Inde på værelset åbnede Fie selv pakken. Hun blev mest glad for at se sin bamse igen. Den fik et stort knus. Hun åbnede pakken med Solvej i. – Se mor. Mormor har sendt en julemus med -. – Jamen det er jo en af dem oldemor har lavet!. Den ser rigtigt sød ud. Nu må du finde en god plads til den. –

Fie tog en gammel Lego-æske og kom en af dukkedynerne i bunden. – Mor! Må den gerne bo ude i køkkenet? – spurgte Fie. – “Den” – tænkte Solvej – Nå nej, Fie ved jo slet ikke ved jeg hedder. Solvej måtte gerne bo i køkkenet og sådan endte hun altså som køkkenmus hos Fie i køkkenskabet, på fjerde sal i København. Om aftenen da Fie var faldet i søvn, ryddede hendes far lidt op på værelset, efter han havde læst godnathistorie. Han tømte papkassen for det sidste legetøj og fandt skruetrækkeren. – Hvad i alverden laver den her? – tænkte han og så lagde han den ud i sin egen værktøjskasse i skabet i entreen, inden han gik ind i stuen til Fies mor. – Du må altså ikke lade Fie lege med mit værktøj. Det jo ikke til at lege med -. Solvej hørte det godt ude fra køkkenet og hun syntes det var synd, at Fie fik skylden for det med skruetrækkeren.

Der gik nu en tid hvor Solvej vænnede sig til det nye køkkenskab og bylivet. Der var lidt bilstøj i gaden, men det blev mindre, da den blev stillevej med bump og skilte om at man kun måtte køre 40 kilometer i timen. En morgen da Solvej vågnede hørte hun Fies mor tale om sommerferie. Hele familien skulle på højskole. Fie ville et sted hen hvor der var andre børn at lege med. Fies mor ville gerne på en højskole hvor hun kunne lære om stoftryk og Fies far syntes de skulle på en højskole hvor han kunne lære at spille golf. Solvej kunne godt høre, at de ikke sådan lige kunne blive enige, men snakken holdt op, da de alle tre skulle til at afsted. Mor og far på arbejde og Fie i børnehaveklasse. Da de var gået, trippede Solvej op på spisebordet for at redde sig lidt brødkrummer og et par stykker sukker. Og dér lå så kataloget med alle højskolerne i. Solvej blev nysgerrig og asede og masede med at bladre.

Der var hundredvis af tilbud. På en af siderne i kataloget så Solvej et billede af et cirkustelt og nogen børn der jonglerede med bolde. Dét så sjovt ud. Der syntes hun at de skulle tage hen. Der lå en lille klat marmelade på bordet. Den stak Solvej tæerne i og så gik hun lidt rundt på alle siderne i kataloget. Undtagen på den med billedet af cirkusteltet og det blev derfor den eneste side der ikke var klistret sammen, da familien kom hjem senere på dagen.

– Nej hvad er nu det? – Fies far prøvede at bladre. – Det hele er jo klistret sammen – . Undtaget siden om Maribo højskoles familieuge med “Cirkus og Gøgl”. – Det ser nu egentlig også spændende ud. – Der står noget om, at man kan lære at køre på ethjulet cykel – og puste ild – og der skal rejses et rigtigt cirkustelt – . Det så faktisk så godt ud, at Fies far og mor besluttede sig til, at bestille plads, netop på den højskole og det var Solvej egentlig ganske godt tilfreds med. Det var jo lige det hun havde tænkt sig da hun klistrede alle de andre sider sammen. Uger og måneder gik godt i køkkenskabet. Det blev forår og sommeren nærmede sig og Solvej glædede sig mere og mere til ferien.

SOLVEJ PÅ SOMMERHØJSKOLE

Barbergrejet og den væltede vandkande

Det var juli med sol og varme dage. Nu skulle der pakkes til ferien. Fies far og mor fyldte tasker og kufferter med tøj til hele ugen på højskolen. De ville ikke bruge tid i ferien på at vaske. Fie fik sin egen lille kuffert til tøj og en taske til lidt legetøj. Hun ville ha’ to dukker, en bamse, den lille plastikkikkert og bogen om Pippi Langstrømpe med. Mens Fies mor vandede alle blomsterne i lejligheden smurte far madder til turen. Selv om der ikke var mere end to timers kørsel til højskolen var det rart at kunne få lidt mad på turen.

Solvej sad inde i køkkenskabet og kikkede ud på alt pakkeriet. Hun spekulerede på hvordan hun kunne snige sig med i bilen, for hun ville i hvert tilfælde også med på sommerferie. Kufferterne og taskerne blev båret ned i bilen uden at Solvej kunne nå at smutte ned i en af dem. Så måtte hun se om hun kunne komme til at gemme sig i en af deres jakkelommer. Hun skyndte sig ud af køkkenet og ud i gangen. Lige inden Fies mor kom tilbage fra bilen for at hente det sidste sprang Solvej ned op i lommen på den røde jakke som Fie allerbedst kunne li’ at have på. Den måtte de da skulle have med. Solvej kunne mærke, at det gyngede i alt overtøjet på stangen i klædeskabet, da Fies mor tog de jakker der skulle med. Men pludselig blev der helt stille. Moderen gik hen til entrédøren, lukkede den bag sig og “klik” låste døren. Solvej var ikke kommet med. Hun sad stille i nogle sekunder. Nej det kunne ikke være rigtigt. Hun var lige ved at tude. Så hoppede hun op af lommen og pilede ind i stuen og op i vindueskarmen for at se ned på gaden hvor bilen holdt parat. Uden hende. Hun fik tårer i øjnene da de kørte afsted og der stod hun så bare og kiggede ud af vinduet, ned på den tomme gade. Solvej følte at hele verden var taget på sommerferie uden hende.

Men hvad var nu det. De kom tilbage igen. Baglæns. Faderen steg ud af bilen. – I er da nogle værre glemmehoveder. Nu skal jeg nok rende op efter den, så vi kan komme afsted! – Solvej så sig om i stuen. Der stod ingenting, der lignede noget de havde glemt. Ud i køkkenet. Der stod heller ikke noget. Hun måtte se efter i alle rum, om der var noget der lignede noget glemt, og som hun måske kunne smutte ned i, så hun kom med på ferie alligevel. Mens Fies far allerede var halvvejs oppe, løb Solvej rundt og så efter i hele lejligheden. Hun så efter i spisestuen, i dagligstuen, i Fies værelse, i soveværelset. Der var altså ikke noget der lignede noget glemt. Hun spænede ud i køkkenet igen, for måske var der noget hun havde overset. Men nej. Til gengæld var hun løbet så hurtigt, at hun gled på køkkengulvet og ramlede lige ind i den lille plastikvandkande som Fies mor plejede at vande potteplanterne med. Og den lille smule vand der var i den, løb ud på gulvet. Så raslede nøglen i døren og Fies far kom ind og gik direkte hen for enden af gangen til badeværelset, det eneste sted Solvej ikke havde kigget. Inde på badeværelset stod hans pose med barbergrej.

Det var selvfølgelig den der var glemt. – Nu går han med den. – Og jeg kan ikke nå at hoppe op og gemme mig i den – tænkte Solvej. Hun kiggede på faderen fra sit gemmested under kommoden i gangen. Hun var lige ved at tude igen. – Næ! hvad er nu det? – Nu blev Fies far endnu mere irriteret. På vej ud med barbergrejsposen i hånden, havde han set den væltede vandkande. Han var nødt til at tørre vandet op, selv om det ikke var ret meget. Der skulle jo nødigt komme skjolder på køkkengulvet, som han lige havde aset og maset sådan med for at få slebet pænt. Han satte posen lige ved siden af kommoden og sikke et held. Solvej smuttede selvfølgelig lynhurtigt op i den og prøvede at møve sig ned mellem barberkost, sæbe, deodorant og flasken med barbersprit. Puuh hvor der altså lugtede stærkt i den pose, men hellere lugte som en pæn nybarberet mand, end slet ikke at komme på sommerferie, tænkte hun med fingrene for næsen. Kurt, altså Fies far, fik tørret op, snuppede posen og skyndte sig ned til bilen. Han smed posen ind på bagsædet ved siden af Fie og satte sig til rette, så de kunne komme afsted. – Du kunne altså godt passe lidt bedre på Inge-Lise. Jeg har jo ikke givet køkkengulvet lak endnu. Vandkanden var væltet, så jeg måtte altså lige tørre op -. Fies mor sagde bare ja, selv om hun ikke forstod hvordan det kunne være sket. Hun kunne i hvert fald ikke huske, at hun havde set kanden var væltet.

Den væmmelige måge.

Men så kom de altså afsted. Ud af København og på motorvejen mod syd. Maribo højskole ventede og alle var spændte og glædede sig til at se hvad det var for nogle mennesker de skulle være sammen med. Og hvad det var for nogle gøglere, der skulle undervise dem i at lave cirkus og gøgle og køre på ethjulet cykel og alt det andet spændende der havde stået i kataloget. Fie syntes turen var lang og da de ikke var nået længere end til Køge skulle hun tisse. – Jamen jeg kan altså ikke bare stoppe midt på motorvejen. Du må prøve at holde dig til der kommer en rasteplads -. Fies far blev altid lidt umulig og irriteret, når han skulle standse fordi nogen skulle tisse. Men han fik da altid stoppet før det gik galt og så skulle han såmænd også altid selv lige på WC, før de kunne køre videre. Solvej følte sig lidt mast i barberposen og varmen var ulidelig. Især når de holdt stille i den skarpe sommersol. Så hun blev glad da hun hørte, at de nåede Farøbroen og havde tænkt sig at gøre holdt der, for at spise madder.

Papkassen med mad og krus og saftevand og termokanden med kaffe blev sat ud i græsset, et lille stykke fra bilen. Mens familien spiste, sneg Solvej sig også ud i det fri for at strække benene. Da hun så hvor tæt de var på vandet, der lige ved siden af broen, gik hun afsted for at komme lidt vand i ansigtet for at blive frisk. Men også for at vaske lidt af den grimme sæbelugt af knurhårene. Hun lagde sig på knæ i vandkanten og pladrede vand i ansigtet et par gange. Hun lukkede øjnene for hun hadede at få vand i dem. Da hun havde virret med hovedet, så det meste vand var rystet af, åbnede hun øjnene igen og så stirrede hun lige ind i næseborene på en kæmpemæssig fugl der sad foran hende. – SKRÅÅ SKRÅÅ Hvad i alverden er du for et fjols der render rundt med vintertøj på midt om sommeren SKRÅÅ? – Sikke en grim stok du har. Og nissehue!.

Tror du her er dækket af IS? SKRÅÅ Det er nok snarere varmedis din lille fis, fis af med dig. SKRÅÅ SKRÅÅ – . Solvej blev rigtig bange for hun kendte godt sådan nogle tåbelige måger, fra sin tid på bondegården. De kunne være meget frækkere end politiet ellers tillader og denne her lignede en rigtig bisse. Hun skulle lige til at lange ud efter mågen med sin lille stok, da en bildør på parkeringspladsen smækkede, så mågen lettede og fløj væk SKRÅå SKråå skråå.

Solvej så at det var Fie der allerede havde sat sig ind i bilen. Kurt og Inge-Lise var begyndt at samle sammen, så de kunne komme videre. Solvej løb op til bilen, sprang ind af den åbne fordør og smuttede ind under førersædet. Der var dejligt med plads og skygge. Og så var der heldigvis heller ingen afskyelig barbersæbe eller andre herreparfumer. Hun ville nødigt, en gang til komme til at lugte som en hel herrefrisørsalon. Turen over Falster og til Midtlolland gik hurtigt og snart knasede gruset på pladsen ved højskolen under bilen.

Solvej møder Kalle Gøglermus

Der var kommet en del af de andre, der skulle være på højskolen den uge. To familier havde allerede sat deres telte op. Der var nemlig så mange tilmeldt, at der ikke var værelser nok inde i huset. Syv familier skulle sove i telt. Fies familie var en af dem og Kurt slæbte al bagagen ind på græsplænen i den store park bag højskolebygningerne. Nu skulle teltet slås op, luftmadresserne skulle pumpes og soveposerne lægges klar. I den ene side af teltet blev der gjort plads til kufferterne med alt tøjet. Mens teltet blev rejst, gik Fie med sin mor ind for at hilse på nogle af de andre, der var kommet. Der var mange børn og Fie kom hurtigt i snak med en pige der hed Rikke. Hun var der sammen med sin far og de skulle også sove i telt. Det var et af dem der allerede var slået op.

– Hold da helt op, hvor er der mange mennesker – tænkte Solvej. Hun var smuttet ud af bilen, hen langs husmuren og ind under en busk. Der stod hun nu og havde godt udsyn, til alt hvad der foregik. Der var græsplænen med teltene ovre til højre, bedet med buske og så en kæmpe græsplæne, midt ud for huset. Henne til venstre var der en høj flagstang og efter den et stort telt, fyldt med borde og stole i lange rækker. Der kunne hele højskoleholdet sidde og spise og høre foredrag eller hygge sig om aftenen, når duggen faldt. På bordene i teltet, stod kander med saftevand og te og kaffe og kage og tallerkener og krus og kopper.

Men hvad mon det dér var. Solvej strakte sig lidt på tå. Henne bag en hæk ved det store spisetelt, kunne hun skimte en varevogn, der var malet i strålende farver. Der stod noget på siden, men hun kunne ikke se det hele. Kun de to sidste bogstaver kunne skimtes gennem hækken. “US” stod der. Solvej ville nærmere for at se hvad det var for en bil, så hun sneg sig bag buskene langs husmuren. Så kom hun rundt om teltet og om bag hækken. – Navra hvor er den dog flot – . Solvej stirrede benovet på varevognen.

På siden stod der “GØGL & CIRKUS” malet med flere farver. Og så var der en masse sølv og guldstjerner uden om. Også på dørene og på køleren. Det så rigtigt flot ud. – Eeerrr den ikke fantrilletaskemig smaaart ?– Solvej fik et helt chok. Kalle Gøglermus stak hovedet ud af vinduet på bilen. – Dav, jeg hedder Kalle. Og så lige Gøglermus. Altså alt i alt Kalle Gøglermus. Du må undskylde hvis jeg forskrækkede dig. Det var ikke meningen. Jeg troede du havde set mig. Kom herop så skal jeg vise dig alle gøglertingene, inden de bliver slæbt ud på græsset. – Solvej kunne ikke se, hvordan hun skulle komme helt op til vinduet i bilen. Men lige så flot bilen var, lige så rusten var den også. Så efter Kalle havde peget på rusthullet nederst ved trinbrættet til fordøren, kunne Solvej nemt smutte ind i bilen og op på førersædet hvor Kalle ventede.

– Nu skal du bare se! Her omme har vi det hele. – Der lå kasser med kegler og bolde til at jonglere med, ethjulede cykler i flere størrelser, sabler at sable med og sæbe til sæbebobler. En kæmpekugle til at balancere på. En pose med glasskår, reb i bundter, strudsefjer og høje hatte. Kalle Gøglermus fortalte ivrigt Solvej om alle tingene og hun prøvede at forestille sig hvad de skulle bruges til. – Og her har vi så sværdkassen. Den putter vi en af gøglerne ind i, lukker lemmen og stikker sabler ind på alle leder og kanter. Så hiver vi alle sablerne ud, mens vi lader som om vi er rigtigt bange. Men når vi åbner lemmen igen, springer han frisk og grinende ud, uden huller i kroppen. Det har virket i al den tid jeg har kørt med gøglerne -. Kalle så at Solvej var lidt bange. – Så, så du. Der er ikke noget at være bange for. De har jo øvet sig. Hej hvad hedder du egentlig? – – Solvej. – – OK Solvej – nu skal vi se at komme afsted. Jeg kan høre, at de skal til at tømme vognen nu. – Solvej og Kalle rendte ud gennem rusthullet og gemte sig bag det store spisetelt.

De to gøglere åbnede bagsmækken på vognen og hev delene til det store cirkustelt ud. Alle på højskolen skulle være med til at rejse teltet. Et rigtigt stort cirkustelt i røde og hvide farver. To kæmpe jernmaster skulle rejses, en masse pløkke slås i og til sidst skulle den tunge teltdug hejses op i to tykke tove. Der skulle seks af de voksne til at hive i hvert tov. Det tog et par timer før teltet stod helt pænt. Så kunne man rigtigt se hvor stort det var. Kurt og Inge-Lise sad i spiseteltet og drak øl sammen med alle de andre voksne der havde været med til at rejse teltet. Børnene legede i manegen. Rikke galoperede som en cirkushest. Fie holdt hænderne som om hun havde tøjler og dirigerede Rikke rundt og rundt. De legede rigtigt godt da køkkenholdet ringede med klokken.

Så var der aftensmad og den første dag på højskolen var forbi. Da der var spist og højskoleforstanderen havde fortalt lidt om hvad der skulle ske næste dag, trak de fleste ind på deres værelser eller ud i teltene for at ordne sengetøj og soveposer. Nogen af ungerne rendte rundt i natdragter med tandbørsten i den ene hånd og tandpastatuben i den anden. Klokken var kun ni, da der var blevet roligt og næsten alle var gået i seng. Det havde været en hård dag med turen til højskolen og med at rejse det store telt. Solvej var krøbet sammen ude under oversejlet på Fies telt. Der lå hun godt med den tomme pløkpose over sig som dyne. Kalle Gøglermus var smuttet tilbage i cirkusbilen, hvor han hurtigt faldt i søvn. Han var også træt, oven på den lange og varme sommerdag.

Øvelse gør mester

Næste morgen ved ottetiden blev der bimlet med klokken. Så var der morgenmad. Folk strakte sig og gabte på værelser og i telte og snart blev de første boller smurt henne i spiseteltet. Morgenmaden ville blive ryddet af bordet klokken ni og så kunne dagens aktiviteter begynde. Alle skulle lære noget. De helt små skulle lære at balancere med en lang strudsefjer på fingeren. Nogen ville helst bruge tiden på at lære at gå på line og andre ville gerne lære at køre på ethjulet cykel.

Og de voksne skulle lære nogle farlige ting. Puste ild ud af munden og kaste med knive og slå med piske så det knaldede og svirrede om ørerne på dem. Der var masser at gå i gang med. Alle ville prøve at gøre sig rigtigt dygtige, så de kunne vise sig for venner og familie når de kom hjem. Men de øvede sig også til den store festforestilling den sidste aften på højskolen. Så skulle alle nemlig vise deres kunster.

Fie ville gerne blive rigtigt god til det med strudsefjerene, men også til at spille med bolde og en af gøglerne viste hende hvordan man spiller med tre på en gang. Det var svært og Fie tabte boldene hele tiden, men hun blev ved og ved og ved. – Bare hun ikke får alt for ondt i “gøglermusklerne” – grinede Kalle Gøglermus til Solvej. De kikkede ind under teltdugen. Fie tabte boldene. – “Gøglermuskler” – Solvej så spørgende på Kalle?! – Ja det er alle de små muskler som man ikke bruger til hverdag, men som man bruger rigtig rigtig meget når der jongleres. – – Og det er de muskler man bruger når man samler noget op fra jorden – grinede Kalle. Som dagene gik forstod Solvej bedre og bedre det der med “gøglermuskler”. For hver dag der gik så de voksne mere og mere trætte og krumbøjede ud om morgenen. Og børnene gik mere og mere frivilligt og trætte i seng om aftnerne.

Festforestillingen

Efter gode dage med masser af ømme muskler og endnu flere “øv” og “iih altså” oprandt så dagen hvor der skulle være festforestilling om aftenen. Der blev opsat stolerækker i cirkusteltet. Alle tog festligt tøj på eller sminkede sig i hovedet og efter aftensmaden stimlede alle på højskolen sammen i teltet. Gøglerne trådte frem foran stolerækkerne med fakler i hænderne, førte flammerne op foran munden og “FUSSSJJ” pustede de hver sin store flamme op mod cirkusteltets tag, så det osede og røg og lugtede af petroleum over det hele. Og så præsenterede de den første optrædende: – Miiiine damer og herrer. Herskaber og grevskaber. Redskaber og klædeskaber. Nu vil de to faaantaastiske akrobater Lone og Jytte køre på ethjulede cykler – UDEN at støde sammen!! – . Lone og Jytte var 12 år og de havde siddet hele ferien på de ethjulede cykler. De havde øvet og øvet og øvet sig. Og nu kunne de faktisk køre rigtigt flot. Alle klappede og hujede da nummeret var færdigt. Lone lavede også et nummer med at stå på glasskår og jonglere med bolde samtidig. Det var lidt væmmeligt – det med glasskårene, men hun skar sig slet ikke.

Fie og Rikke balancerede på en træbum, mens de balancerede med lange farvede strudsefjer på fingerspidserne. De holdt vejret for ikke af puste til fjerene. Det kunne jo nemt gå galt, men de klarede det og alle klappede da de bukkede dybt efter deres optræden. Så var der nogen der skulle kaste ringe til hinanden, mens andre balancerede med tallerkener på en pind.

En dreng der hed Jonas kravlede i sværdkassen og så blev der stukket sabler ind fra alle sider. Men Jonas fik ikke en skramme og alle så forundret til da han hoppede glad og frisk op af kassen, efter at sablerne var hevet ud igen. Til sidst viste gøglerne nogle farlige numre hvor den ene skulle holde en avisside mellem hænderne. Og så skulle den anden slå den midt over med pisk.

Som afslutning lavede de et flot jonglørnummer med fakler. De kastede fra hver sin side af manegen og ilden hvirvlede og brusede frem og tilbage mellem dem så det lyste rødt og gult under teltdugen. Til slut klappede og piftede alle i cirkusteltet. Festforestillingen var forbi.

– Ih hvor var det altså flot – Solvej og Kalle Gøglermus havde set det hele oppe fra en af masterne i cirkusteltet. Der var de klatret op, lige inden forestillingen begyndte og der var ingen der havde set dem, for alle var jo så optagede af deres egne numre. – Ja jeg bliver aldrig træt af det, – sagde Kalle – det er altid så flot og spændende -.

Næste dag gik med oprydning. Cirkusteltet skulle pilles ned. Alle pakkede deres kufferter og rygsække. Nogen var allerede tidligt færdige og var taget afsted. Kalle Gøglermus gav Solvej et stort knus og så aftalte de at de måtte prøve, om de kunne ses en anden gang. Solvej fik næsten tårer i øjnene da de vinkede farvel til hinanden. Fie tog afsked med sin nye sommerveninde Rikke og snart sad hun i bilen og sov på vej hjem mod København. Solvej sov også. Hun havde fundet en god plads i Fies lille kuffert under en trøje, der slet ikke var brugt på ferien. Det havde jo været så dejligt vejr. Sikke en skøn sommerferie.

ã Torben Kock Østerby

1996 august

ISBN 87-988292-0-3